Peter og Mette 5 slutningen

Hans tunge cirkler langsomt og bevidst rundt om hendes hævede klit – den rører ikke helt selve den overfølsomme klit, men følger bare kødet omkring den.

Døren gik op med det velkendte klik, og lyden af kufferter mod fliserne fyldte entreen. Peters far kom først ind – stadig med det brede smil, han altid havde efter rejser, som om han havde vundet en lille sejr over flyselskabet. Bag ham kom Henriette, hans stedmor siden Peter var fem år gammel. Hun bar den lille håndtaske, hun altid havde med, og smilede også – men det var et mere tilbageholdt smil, det der altid var der, når hun var træt.

“Peter! Der er min store dreng,” sagde far og trak ham ind i et hurtigt, hårdt kram. “Du ser godt ud. Har du passet på huset?”

Henriette kom nærmere, lagde en hånd på hans skulder og kyssede ham på kinden. “Velkommen hjem til dig selv, skat. Vi har savnet dig.”

De gik ind i køkkenet. Far åbnede straks køleskabet og tog en øl, Henriette satte vand over til te. De fortalte om Berlin – far med store armbevægelser om økkældererne, Henriette mere stille om museerne og den kolde vind. Peter sad og nikkede, men hans fingre knugede nøglen i lommen så hårdt, at det gjorde ondt.

Til sidst, da teen var hældt op og far havde sat sig med øllen, trak Peter vejret dybt.

“Jeg… jeg har noget at fortælle jer,” sagde han. Stemmen var lav, men fastere, end han havde troet.

Far løftede øjenbrynene. Henriette stoppede midt i at røre i sin kop.

“Jeg har mødt nogen,” fortsatte Peter. “Hun hedder Mette. Hun bor ved siden af. Hun er… 34. Og vi har… været sammen. Meget.”
Der blev stille. Far satte øllen fra sig. Henriette stirrede på ham – ikke chokeret, ikke vred, men med et udtryk, der var svært at læse. Hendes læber blev en smal streg.

Far var den første, der talte. Og han lo – en kort, overrasket latter, der hurtigt blev til et bredt grin.

“Ser man det,” sagde han og lænede sig tilbage. “Min egen søn. 17 år og allerede har fanget en ældre kvinde.” Han rystede på hovedet, men smilet blev ved. “Ved du hvad, Peter? Jeg havde selv en elskerinde, da jeg var din alder. Hun var 29. Jeg var 18. Hun arbejdede på det lokale bibliotek, og jeg sneg mig ind efter lukketid i månedsvis. Det var… intenst. Og det lærte mig mere om livet end noget andet dengang.”

Han løftede øllen igen, som om han skålede med sig selv. “Så længe det er ærligt, så længe hun behandler dig godt, og så længe du ikke glemmer at passe på dig selv… så er jeg faktisk stolt af dig. Du har mod. Det havde jeg også.”

Peter blinkede. Han havde forberedt sig på vrede, på forbud, på skældud. Ikke det her.

Henriette sad stille. Hun havde sat koppen fra sig. Hendes fingre knugede om kanten af bordet. Hun smilede ikke. Hun kiggede på Peter – længe, intenst – og der var noget i hendes øjne, der ikke var bekymring. Det var noget skarpere. Noget der lignede jalousi.

“Henriette?” spurgte far og lagde en hånd på hendes arm.
Hun trak vejret dybt. “Jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde hun til sidst. Stemmen var rolig, men der var en undertone af noget stramt. “Du er min søn, Peter. Siden du var fem. Jeg har passet på dig, vasket dit tøj, hjulpet med lektier, været der, når du var syg. Og nu… nu fortæller du os, at du har fundet en kvinde, der er ældre end mig, da jeg mødte din far.”

Hun lo kort – en lyd uden glæde. “Jeg ved, det er dumt. Jeg ved, det ikke handler om alder på den måde. Men det… det gør ondt. At høre, at du har fundet nogen, der giver dig noget, jeg aldrig kunne give dig. Noget… voksent. Noget seksuelt. Noget, jeg aldrig har været for dig.”

Peter mærkede maven snøre sig sammen. Han havde aldrig set Henriette sådan før. Hun havde altid været den rolige, den forstående. Nu sad hun der med blanke øjne og en stemme, der knækkede lidt.

“Henriette…” begyndte far, men hun løftede en hånd.
“Nej,” sagde hun. “Det er okay. Det er bare… overraskende. Jeg er glad for dig, Peter. Virkelig. Hvis hun gør dig glad, hvis hun respekterer dig… så er det det vigtigste.” Hun rejste sig. “Jeg går lige op og pakker ud. Jeg har brug for et øjeblik.”
Hun gik. Fodtrin op ad trappen. Døren til soveværelset der lukkede sig stille.

Far sukkede. “Hun har altid været lidt jaloux på den måde,” sagde han lavt. “Ikke på dig. På det, hun ikke kunne være for dig. Hun har aldrig været din biologiske mor, og det har hun aldrig glemt. Men hun elsker dig. Giv hende tid.”
Peter nikkede. Han følte sig lettet – men også tung. “Jeg… jeg vil ikke såre hende.”

“Du sårede hende ikke,” sagde far. “Du voksede bare op. Og det gør ondt for forældre. Selv stedforældre.”

De sad lidt i stilhed. Far drak af øllen. Peter stirrede ned i sin te.

“Gå over til hende i aften,” sagde far til sidst. “Bare… sig ikke noget højt om det. Henriette har brug for at fordøje det. Men jeg stopper dig ikke. Du er 17. Du er ved at blive voksen. Bare vær forsigtig. Og vær ærlig over for os fremover.”

Peter stod foran hendes dør klokken halv ti om aftenen. Han havde ventet, til han hørte far og Henriette gå i seng – de stille fodtrin op ad trappen, døren til deres soveværelse der lukkede sig med et blødt klik. Han havde siddet på sin egen seng i næsten en time, stirret på nøglen i sin håndflade, vendt og drejet den, som om den kunne give ham svar.

Nu stod han her. Hjertet hamrede. Ikke kun af nervøsitet over forældrene, men af noget dybere – en længsel, der havde bygget sig op hele dagen. Han ringede ikke på. Han brugte nøglen. Den gled ind i låsen med en lille, næsten uhørlig klikken. Døren åbnede sig stille.

Inde var der kun dæmpet lys fra den lille gulvlampe i stuen. Mette sad i sofaen med benene oppe under sig, en bog i skødet, men hun læste ikke. Hun havde ventet. Hun havde hørt nøglen. Hun rejste sig langsomt, kimonoen gled let fra skulderen, da hun bevægede sig.

Hun sagde ingenting først. Bare gik hen til ham. Stoppede en armslængde væk. Kiggede på ham – ikke spørgende, ikke bekymret. Bare kiggede. Som om hun allerede vidste alt.
Peter lukkede døren bag sig. Låste. Vendte sig mod hende.
“De ved det nu,” sagde han stille. “Jeg fortalte dem.”
Hun nikkede langsomt. Et lille smil – ikke triumferende, bare blødt.

“Og?”
“Far… han lo. Han fortalte om sin egen elskerinde, da han var ung. Han sagde, han var stolt af mig.”
Mettes øjne blev større et sekund. Så smilede hun bredere – et ægte smil denne gang.

“Og Henriette?”
Peter trak vejret dybt. “Hun… hun blev ked af det. Ikke vred. Bare… jaloux. Hun sagde, det gjorde ondt, at jeg havde fundet noget hos dig, hun aldrig kunne give mig. Hun gik op og pakker ud nu. Far sagde, jeg skulle give hende tid.”
Mette gik det sidste skridt. Lagde hænderne på hans kinder. Holdt hans ansigt.

“Og du?” hviskede hun. “Hvordan har du det?”
Peter lukkede øjnene et sekund. Mærkede varmen fra hendes håndflader mod sin hud.

“Jeg er lettet. Og bange. Og… glad. Fordi far ikke stoppede mig. Han sagde, jeg måtte komme herover. Han vil møde dig en dag.”

Hun trak ham ind. Lagde armene rundt om hans hals. Han lagde sine rundt om hendes talje, trak hende tæt ind mod sig. De stod sådan et langt øjeblik – bare holdt om hinanden, åndedrættet der blandede sig.

Så kyssede hun ham. Langsomt først. Blødt. Læber der mødtes, åbnede sig, tunger der fandt hinanden. Han mærkede smagen af hende – te, en smule vin, hendes egen søde duft. Han trak kimonoens bælte op, lod den glide fra skuldrene. Hun stod nøgen foran ham igen – kroppen, der havde været hans hemmelighed, nu bare hans.

Han trak sin egen trøje over hovedet. Bukserne. Alt. De stod nøgne midt i stuen, månelyset fra vinduet der faldt ind over dem.

Hun trak ham med sig mod sofaen. Satte sig. Trak ham ned mellem sine ben. Han knælede foran hende, lagde hovedet i hendes skød. Hun strøg hans hår – lange, rolige strøg.
“Fortæl mig alt,” hviskede hun. “Hver eneste detalje.”

Og han fortalte. Ordene væltede ud af ham – fars latter, Henriettes øjne, den stilhed der havde ligget i køkkenet. Hun lyttede. Nikkede. Strøg hans kind, når stemmen knækkede.
Da han var færdig, trak hun ham op. Lagde sig baglæns på sofaen. Trak ham oven på sig. Han gled ind i hende – langsomt, dybt – uden hast. De bevægede sig sammen, ikke for at komme, men for at mærke. For at huske, at de stadig var her. At de stadig var dem.

Hun hviskede mod hans øre:
“Uanset hvad der sker i morgen… uanset hvor Henriette lander… så er du ikke alene. Jeg er her. Jeg bliver her.”
Han kyssede hendes hals. Hendes kind. Hendes mund.
“Jeg elsker dig,” hviskede han – ordene kom bare, naturlige, som om de havde ligget der hele tiden.

Hun smilede mod hans læber.
“Jeg elsker dig også,” sagde hun stille.
De blev liggende sådan – forbundet, åndedræt i takt – mens natten udenfor blev dybere.

Og for første gang siden forældrene kom hjem føltes det ikke som en afslutning.
Det føltes som en begyndelse.

Peter overnattede stort set hver nat hos Mette. Henriette havde det svært men accepterede det. De elskede stort set hver dag. En dag han kom hjem stod hun i soveværelset sort undertøj og kaldte på ham. Han trak hende ind til sig.
Hans hænder hægtede sig fast i siderne af hendes sorte blondetrusser, fingrene stryger mod den bløde hud på hendes hofter. Han vælter hende om på sengen. Hun løftede instinktivt sin numse fra madrassen og hjælper ham, mens han trækker trusserne ned ad hendes lår, over hendes knæ, forbi hendes ankler. Trusserne griber kort fat i hendes hæl, før de kommer fri, og han kaster dem skødesløst til side.

Det, han ser, får ham til at fryse – hendes fisse helt bar, glat og glitrende i det svage lys. Hendes ydre læber er hævede og rødmende lyserøde, allerede let adskilte for at afsløre de mørkere, vådere folder indeni. En perle af ophidselse glider ned fra hendes indgang og fanger lyset, mens det glider mod lagnerne under hende. Duften af hende – moskusagtig, sød, desperat – fylder luften mellem dem.

“Fuck,” klynker hun og ser på hans ansigt, mens han stirrer på hendes mest intime sted.

Hendes lår dirrer, hvor de er spredt ud for ham, musklerne sitrer af anstrengelsen for at holde sig stille, når alt hun vil er at gnide mod noget.

Hans tunge cirkler langsomt og bevidst rundt om hendes hævede klit – den rører ikke helt selve den overfølsomme klit, men følger bare kødet omkring den. Drilleriet gør hende sindssyg. Hendes hofter bøjer opad og forsøger at fremtvinge kontakt, men han bevarer kontrollen. Hun kan mærke den våde varme fra hans åndedræt, kilden fra hans nærhed, men ikke det direkte pres, hun higer efter.

“Peter – fuck – drill ikke, vær sød –” klynker Mette, hendes stemme bryder sammen til noget desperat og trængende.
Så flader hans tunge sig ud – bred og våd og perfekt – og trækker direkte hen over hendes stenhårde klit i et langt, fast slik.

“FUCK!” Skriget river ud af hendes hals, ru og råt. Hele hendes krop krampetrækker sig på madrassen, ryggen svajer så voldsomt, at kun hendes skuldre og røv rører lagnerne. Hendes lår klemmer sig ufrivilligt om hans hoved og holder ham fanget mod hendes fisse, mens nydelse eksploderer gennem hendes nervesystem.

Hendes hænder flyver fra lagnerne til hans hår, fingrene filtres sammen og trækker hårdt, mens hendes hofter gnider mod hans mund. Hun hvisker at hun trænger til en ordentlig tur. Han spørger om han må stå hende analt. Mette smiler og siger det er ok.

“Jeg har savnet at blive taget ordentligt.“

Han spyttede i håndfladen, smurte sig selv og hende, satte spidsen mod det stramme, rynkede hul og pressede langsomt ind. Mette stønnede dybt, næsten dyrisk, da han gled halvdelen ind. Hun var ikke nybegynder. Hendes ringmuskel gav efter med en vant, velkommen varme, og snart sad han helt inde, pande mod hendes nakke, mens hun hviskede:
„Hårdere. Jeg er ikke lavet af glas, skat.“

Han tog fat i hendes hofter og begyndte at kneppe hende i røven med lange, dybe stød. Sengen knirkede. Mettes bryster svingede tungt frem og tilbage. Hun rakte en hånd ned og gned sig selv i kussen, mens han hamrede løs. Efter nogle minutter trak han sig ud med et vådt plop, og Mette vendte sig om, trak benene op.

„Nu min kusse. Fyld den. Kom helt ind til livmoderen.“
Peter trådte ind mellem hendes lår. Hendes skød var hævet, blank af saft, de ydre læber mørke og fortykkede af mange års lyst. Han gled lige ind i ét hug – hun var drivvåd, varm, omsluttende. Mette lagde nakken tilbage og stønnede højt, mens han kneppede hende med hurtige, hårde stød. Hendes negle gravede sig ind i hans skuldre.

„Årh… ja… sådan… giv mig det hele…“
Da han mærkede hun var tæt på, trak han sig ud igen.
„Åben munden,“ sagde han hæst.

Mette smilede ondskabsfuldt, gled ned på gulvet og tog ham dybt ind i munden. Hun havde ingen gag-refleks værd at tale om. Hun slugte ham helt ind, til næsen pressede mod hans skamben, holdt ham der et øjeblik, lod tungen arbejde rundt om roden, før hun trak sig tilbage og så op på ham med tårevædede øjne.

„Kom i halsen på mig,“ hviskede hun. „Jeg vil smage dig.“
Men Peter havde andre planer.

Han løftede hende op, smed hende om på maven. Han kravlede op bagved hende igen, skubbede pikken tilbage i hendes røv i ét hug, og samtidig stak han to fingre ind i hendes kusse. Mette skreg ind i puden. Han kneppede begge huller samtidigt – pik i røv, fingre i kusse – hurtigt, nådesløst.

„Åh gud… ja… begge… begge…“
Hun kom først. Kroppen rystede voldsomt, hun klemte så hårdt om hans pik i røven, at han næsten ikke kunne bevæge sig. Det var det, der fik ham til at miste kontrollen. Han stødte dybt ind i hendes bagdel en sidste gang og sprøjtede op i hende – lange, varme stråler, der fik hende til at stønne endnu højere.

Da han trak sig ud, løb hans sæd langsomt ud af hendes røde, åbne hul. Mette rullede om på ryggen, trak ham ned til sig og kyssede ham dybt – stadig med smag af pik i munden.
Men lykken varer sjældent ved.

Mette tror hun er blevet gravid og bestiller en tid hos en gynækolog. Graviditetstesten er godt nok positiv men udover barn finder de en tumor i maven. Efter en række undersøgelser konstaterer de at barnet er dødt men at kræften er så fremskreden at de kun giver hende max 1/2 at leve i, hvorfor hun beslutter ikke at gå i kemo.

Da hun fortæller Peter det bryder han helt sammen. Hun bøjede sig ned. Kyssede ham – blødt, længe. Smagen af salt fra tårer blandede sig med hendes læber.

“Jeg ved ikke, hvor længe jeg har,” sagde hun mod hans mund. “Men jeg ved, at jeg vil have dig i al den tid, jeg har tilbage. Af hensyn til arv vil jeg foreslå at vi gifter os, så du kan arve uden alt for store afgifter”

Peter rejste sig. Tog hendes hænder. Trak hende op. Holdt hende tæt.

“Det vil jeg meget gerne, men havde foretrukket at det var mig der friede”

“Vi har tid,” sagde han. “Vi har nu. Og vi har i morgen. Og næste uge. Og næste måned. Vi tager det én dag ad gangen. Og vi gør det sammen. Senere da hun lå i sengen med ham ved siden af sig – hviskede hun:
“Jeg vil ikke have, at du giver dit liv op for mig. Du skal stadig gå i skole. Du skal stadig drømme. Lov mig det.”
Peter kyssede hendes pande.

“Jeg lover. Men jeg lover også, at jeg ikke giver slip på dig. Aldrig.”

Det bliver gift i stilhed. Ikke engang hans far og Henriette havde fået noget at vide.

Den sidste tid var svær. Peters far og stedmoder prøver at støtte så meget de kan, men Peter har slet ikke lyst til at leve.

Mette mærker det og siger
“Og det sidste… det vigtigste. Jeg vil have, at du lover mig at leve. Ikke bare overleve. At du en dag finder en anden. At du elsker igen. At du griner højt. At du rejser. At du laver de ting, vi talte om – at du bygger noget, skaber noget, elsker noget. Jeg vil ikke være din sorg for evigt. Jeg vil være din glæde. Din hukommelse om, hvordan det føles at blive set. At blive elsket. Lov mig det.”

Peter græd nu åbenlyst. Han lagde sig ned ved siden af hende, trak hende ind mod sig, så forsigtigt han kunne. Hun var blevet så tynd, så skrøbelig.

“Jeg lover,” hviskede han mod hendes hår. “Jeg lover alt. Men jeg vil aldrig glemme dig. Aldrig.”

Mette døde dagen efter.
Peter sad på sengekanten og holdt hendes hånd helt indtil det sidste.
Han havde lovet hende det.
Han slap ikke.

Da hun var væk, sad han bare og stirrede på hendes ansigt.
Det var stadig hendes.
Bare uden hende indeni.
Han græd ikke med det samme.
Tårerne kom først flere timer senere, da han skulle ringe til sin far og sige de ord, han aldrig havde forestillet sig, at han skulle sige:
“Far… hun er død.”

To uger senere kom brevet fra advokaten.

Peter åbnede det i køkkenet hos sin far og Henriette. Han havde fortalt dem at de var blevet gift en måned tidligere. Hun blev tilsagt til at møde hos advokaten den efterfølgende uge.

Han havde ikke ventet noget stort.

Han vidste at han som ægtefælle arvede alt man anede faktisk intet om Mettes økonomiske forhold, blot at hun aldrig havde manglet noget, derfor kom det som en overraskelse at han udover huset, møblerne og hendes bil arvede en formue på 8.247.312 kroner som stod på hendes konto. Fratrukket arveafgift og omkostninger til boet ville der blive ca. 7,1 millioner netto til ham.

Derudover var der et brev som Mette havde skrevet
“Kære Peter når du læser dette er jeg væk. Betragt arven som en sikring af din fremtid du har fortjent det. Du gjorde det sidste år af mit liv det noget meget stort. Vi havde det godt sammen og du fik lært en del om livets goder og desværre dets bagside. Brug det du har lært, så skal du nok få et fantastisk liv.
Knus
Mette”
Historien fortsætter under reklamen

Peter tudbrøllede.
Han konstaterede også at det ikke var enden men en ny begyndelse.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

<label for="subscribe-reloaded"><input style="width:30px" type="checkbox" name="subscribe-reloaded" id="subscribe-reloaded" value="yes"> Få en mail hver gang der kommer nye kommentarer. Du kan også <a href="https://gratis-sexnoveller.dk/kommentarer/?srp=137692&srk=26a24b08a912165d6894d39611531079&sra=s&srsrc=f">abonnere</a> uden at kommentere</label>

Kommentarer (0)