En justering i skemaet

Hun gled nedad, lod læberne følge hans mave, indtil hun nåede ham. Hun tog ham i munden – langsomt først.

Martin havde forestillet sig, at friheden efter bruddet ville føles større. Mere forløsende. I stedet var den mest stille. Han stod op, tog på arbejde, gik lange ture i naturen om aftenen og lagde mærke til, hvordan kroppen stadig fungerede, selv om resten af ham føltes midlertidigt.

Han var sidst i trediverne. Almindelig på den måde, der sjældent blev bemærket, men som heller ikke vakte bekymring. Han holdt sig i form uden at gøre et nummer ud af det. Underviste. Forberedte sig. Gik hjem igen. Efter bruddet havde han ingen planer om at lede efter noget nyt. Han ville finde sig selv. Nyde friheden, hvis den en dag besluttede sig for at vise sig.

Da skolelederen nævnte, at han skulle have en praktikant indtil vinterferien, tænkte han ikke videre over det. Endnu en justering i skemaet.

Indtil Emma trådte ind i forberedelseslokalet.

Hun var midt i tyverne, lærerstuderende, middelhøj — præcis den højde, der fik hende til at passe naturligt ind i rummet uden at dominere det. Det brune hår faldt løst over skuldrene, ikke stylet, bare blødt bølget, som om hun havde redt det med fingrene på vej ud ad døren. Hun præsenterede sig med et let skævt smil, og han lagde mærke til det lille mellemrum mellem hendes fortænder, før han nåede at registrere resten: fregnerne over næseryggen, den rolige måde hun stod på.

Hun bar en tynd, løs top uden bh. Stoffet fulgte kroppen diskret, lod brysterne bevæge sig frit med åndedrættet. Bukserne sad tæt nok til at fremhæve en stram, veltrænet røv — fast uden at virke anstrengt. Hun virkede bevidst om sig selv, men ikke på en søgende måde. Selvsikkerheden lå i hendes afslappede bevægelser, i fraværet af behov for at fremhæve noget. Det gjorde hende umulig ikke at lægge mærke til.

De fandt hurtigt en rytme. Samtaler om biologi, om undervisningsforløb, om hvorfor nogle klasser reagerede bedre end andre. Hun var dygtig. Stillede spørgsmål, der afslørede eftertanke. Martin mærkede noget i sig selv vågne — ikke forelskelse, ikke endnu — men opmærksomhed.

Det overraskede ham, hvor meget han registrerede hende, også i stilheden. Måden hun stod på, når hun lyttede, hofterne let forskudt. Hvordan hendes blik hvilede på ham, når han forklarede noget, som om det virkelig interesserede hende. Ikke vurderende. Bare nysgerrigt.

Han sagde ikke noget. Gjorde ikke noget. Han havde ikke planer om at komplicere sit liv igen.

En dag han cyklede hjem, bemærkede han, at kroppen ikke helt var faldet til ro. Det irriterede ham svagt. Ikke nok til at handle på — bare nok til, at han ikke glemte det med det samme.

Den aften gik han sin sædvanlige tur. Lod tankerne drive. Hun dukkede op dér også. Først som et minde om en bemærkning, hun havde haft. Så hendes smil. Håret, der faldt frem, når hun bøjede sig over en bog. Spændingen i hendes røv, når hun gik hen mod tavlen. Han lod det passere.

Senere gik han i seng tidligere end normalt. Slukkede lyset og lå et øjeblik på ryggen, mens stilheden samlede sig omkring ham. Det var Emmas ansigt, der kom tilbage først. Ikke hendes krop. Ansigtet.

Fregnerne. Det ujævne, levende smil. Mellemrummet mellem tænderne, der gjorde hende mere virkelig, mindre poleret. Han så hende for sig, koncentreret, brynene let rynkede, blikket fastholdende.

Han vendte sig om på siden. Mærkede kroppen tydeligere nu, varmen under dynen, tyngden af stilheden. Tankerne gled videre, langsommere, men mere insisterende. Emma tættere på. Stemmen lavere. Blikket, ikke længere kun professionelt.

Denne gang lod han forestillingen blive.

Han lukkede øjnene og lod hånden glide ned under dynen. Fingrene fandt ham allerede halvstiv, varm mod maven. Han trak vejret langsomt og lod fantasien tage form.

Emma knælede foran ham – ikke i forberedelseslokalet, ikke i virkeligheden, men i det mørke rum bag hans øjenlåg. Hun kiggede op på ham med det samme nysgerrige blik, som når hun lyttede til hans forklaringer. Men nu var der ingen tavle imellem dem. Kun hendes ansigt, tæt på – og kroppen under: brune bølger af hår der faldt frem over skuldrene, brysterne der løftede sig roligt med hvert åndedrag, ingen bh, bare naturlig bevægelse mod det tynde stof.

Hun smilede det skæve smil. Det lille mellemrum gjorde udtrykket åbent, uforstilt. Hendes læber åbnede sig langsomt, bløde og let fugtige. Hun tog ham ind uden hastværk. Først forsigtigt, tungen der cirklede undersøgende, som om hun smagte sig frem. Så dybere. Varmen lukkede sig om ham, våd og tæt, i en rolig, rytmisk bevægelse.

Hans hånd fulgte tempoet. Langsomme strøg, der gradvist blev fastere. Han forestillede sig lydene – dæmpede, våde – hendes vejrtrækning gennem næsen, rolig, kontrolleret. Fregnerne stod tydeligt mod kinderne i det svage, indbildte lys. Øjnene halvt lukkede, men stadig rettet mod ham, som om hun ville se præcis, hvad hun gjorde ved ham. Bag hende spændte den stramme røv let, formfuld og fast, selv i knælende stilling.

Presset byggede sig op hurtigere, end han havde regnet med. I fantasien trak hun sig lidt tilbage, lod ham glide fri et øjeblik. Tungen gled langsomt hen over undersiden, langs hele længden, før hun igen tog ham ind – dybere denne gang. Hun holdt ham der et sekund, halsen arbejdende let omkring ham, før hun trak sig tilbage og gentog bevægelsen. Vådt. Glidende. Bevidst.

Hans vejrtrækning blev uregelmæssig. Grebet om ham strammedes. Han så det for sig: øjeblikket hvor han gav slip – hendes ansigt løftet, munden åben, læberne blanke, det lille mellemrum mellem tænderne tydeligt i et halvt smil. Blikket, der ikke veg.

Han stønnede lavt, næsten lydløst, mens kroppen spændtes. Fantasien blev skarpere i det sidste sekund. Hun trak sig ikke væk. Tog imod.

Han kom i hånden, varmen spredte sig over maven i pulserende bølger. Han blev liggende stille et øjeblik, åndedrættet tungt, mens billedet af hende langsomt opløstes i mørket.

Da roen vendte tilbage, blev hun hængende i tankerne — ikke som en handling, men som en fornemmelse. Noget uafsluttet. Noget, der ventede.

Han vidste, at det her kun var begyndelsen.

Og det skræmte ham mindre, end det burde.

Martin havde ikke haft svært ved at analysere bruddet . Det var kommet langsomt, næsten høfligt, som noget de begge havde set nærme sig uden rigtigt at pege på det. Han og Ann havde været på vej væk fra hinanden længe, før de sagde det højt.

Der havde været årene, hvor de forsøgte at få et barn. I begyndelsen havde det næsten været sjovt. Planlagt og alligevel spontant. Sex på mærkelige tidspunkter, på steder der ikke var tænkt til det. De havde altid haft et godt sexliv. Nysgerrigt. Eksperimenterende. Ann havde været åben, modig, villig til at udforske det meste. Det havde gjort noget ved ham, den måde hun kastede sig ind i det på, uden forbehold.

Han kunne stadig huske den periode, hvor de for alvor begyndte at udfordre grænser sammen. Hvordan noget, der først havde virket fremmed, langsomt var blevet naturligt. Noget de havde lært at nyde sammen, fordi det krævede tillid. Fx den gang de, ikke ret lang tid efter de havde mødt hinanden, begyndte at eksperimentere med analsex.

Det startede med fingre, der gled bagud, mens hun red ham. En aften lå glidecremen på natbordet. Hun vendte sig om på maven, pude under hofterne. Han masserede hende langsomt, lod en finger glide ind. Hun skubbede tilbage, bad om mere. Da han pressede sig ind – langsomt, centimeter for centimeter – mærkede han den tætte varme give efter. Hun greb lagenet, stønnede dybt, men løftede hofterne for at møde ham. Han bevægede sig blidt først, derefter dybere. Hun førte hans hånd til sin klitoris. “Bliv ved,” hviskede hun. De kom næsten samtidig – hun rystende under ham, han dybt inde i hende. De prøvede det igen flere gange. Det blev lettere, mere flydende. Det blev en fast del af deres sexliv i årene efter.

Men så kom krisen. Sex som et middel. Et projekt. Kalenderen. Ventetid. Da lægen sagde det højt, havde Martin ikke forstået det med det samme. Dårlig sædkvalitet. Hans krop, der ikke gjorde det, den skulle. De forsøgte hjælp. Andre metoder. Flere håb, der langsomt blev mindre.

Ann havde ændret sig først. Ikke dramatisk. Bare en træthed, der satte sig i hende. Sex blev noget, der mindede dem om det, de ikke kunne få. Til sidst var der ikke meget tilbage at redde.

Efter bruddet var selvkontrollen egentlig gået okay. Der havde været enkelte one night stands. Ingen af dem havde gjort noget særligt ved ham. Lange pauser imellem. I hverdagen kunne det dog somme tider knibe.

Aftener, hvor kroppen var mere insisterende, end han brød sig om. Hvor tankerne ikke lod sig styre så let, som han havde vænnet sig til.

Det var især Isabella i 10. klasse, der udfordrede ham. Hun var utrolig lækker – og hun vidste det. Crop tops der blottede en bar, flad mave med en fræk navlepiercing, der blinkede, når hun strakte sig. Bukserne var så lavtaljede, at man ville have kunnet se hendes kønsbehåring – hvis den altså havde været der. G-strengen næsten altid synlig. Brysterne unormalt store til hendes krop, pressede mod tyndt stof; han var næsten sikker på at have set omridset af en nipple piercing gennem toppen. Hendes læber fyldige, som skabt til at sutte pik.

Drengene var umulige at undervise nær hende. Martin selv havde selv svært ved at holde fokus på Den Kolde Krig og Cubakrisen. Tankerne fløj: hive i den stramme hestehale, trække hende ud i depotet, presse hende mod hylderne, hive bukserne ned, rive G-strengen til side og tage hende hårdt – brutalt, som den billige tøs hun var i hans ukontrollerede tanker.

Men han bevarede selvkontrollen. Altid. Holdt blikket på tavlen, stemmen rolig. “Berlinmuren faldt i 1989…”

Efter Emma var dukket op, var det som om den balance blev sværere at holde.

Han begyndte at lægge mærke til små forskydninger i løbet af skoledagen. Blikke, der var sværere at styre, end de burde være. En opmærksomhed, der trak i ham, selv når han vidste bedre.

En dag opdagede han det for sent.

Blikket, der var gledet ned, standsede et øjeblik for længe.

Hun løftede hovedet og mødte hans øjne. Smilede langsomt — det lille mellemrum mellem tænderne tydeligt. Ikke undskyldende. Ikke udfordrende. Et smil, der sagde: jeg så det.

Han vendte blikket væk med det samme, irriteret over sig selv. Hun sagde ingenting. Lod øjeblikket passere, som om det ikke havde krævet en reaktion.

Og netop det gjorde det værre.

Da hun senere stod ved siden af ham i forberedelseslokalet, lagde han hånden kort på hendes skulder, mens han forklarede noget. En helt naturlig bevægelse. En lærers gestus. Han trak den til sig igen med det samme.

Hun vendte hovedet let mod ham. Ikke overrasket. Bare opmærksom. Et sekunds stilhed, før hun nikkede og fortsatte samtalen, som om intet var sket.

Det var dét, der gjorde det svært. At der ikke var noget at gribe fat i. Ingen tydelig grænse, der var overskredet. Kun fornemmelser, der blev hængende.

Afdelingsmødet den eftermiddag trak ud. Kaffekopper. Noter. Praktiske punkter. Så kom det på dagsordenen: emneugen.

“Uge seks,” sagde afdelingslederen.

“Seksualundervisning.”

Martin mærkede noget stramme sig i ham, før han nåede at tænke over det.

“Biologi står for det. Martin — og Emma — I tager hovedansvaret.”

Han nikkede automatisk. Skrev noget ned, han ikke senere kunne huske. Han mærkede Emmas blik søge hans. Et kort øjebliks øjenkontakt, før hun igen så ned i sine papirer.

Uge seks. Sex.

Han lænede sig tilbage i stolen og vidste, at det her ikke bare var endnu en justering i skemaet.

Forberedelserne til emneugen fyldte mere, end Martin havde regnet med. Ikke fordi indholdet var nyt. Han havde undervist i seksualitet før. Anatomi. Prævention. Grænser. Det hele var velkendt stof. Alligevel blev han ved med at gennemgå planerne, som om noget krævede mere opmærksomhed, end han kunne sætte ord på.

Emma var engageret. Måske mere end nødvendigt. Hun foreslog øvelser, små variationer, måder at holde energien i klassen uden at miste grebet. Hun talte ubesværet om kondomer og samleje, som var det lige så neutralt som respiration eller kredsløb. Det var det ikke for ham længere. Når hun brugte bestemte ord, lod hun blikket blive hos ham et øjeblik. Ikke udfordrende. Bare opmærksom.

“Vi kan jo gøre det praktisk,” sagde hun en eftermiddag i forberedelseslokalet og smilede det skæve smil med det lille mellemrum mellem tænderne. “Det plejer at fungere.”

Hun holdt en pakke kondomer op, mere konstaterende end demonstrativt. Martin nikkede, skrev noget ned, lod være med at se direkte på hende, mens hun talte videre. Alligevel hørte han det lette, næsten legende tonefald i stemmen.

Da uge seks begyndte, var han allerede anspændt.

Flamingopeniserne lå i plastkassen på katederet. Hvide. Komiske.

Kondomerne raslede let, da Emma tog dem op og fordelte dem. Hun gjorde det roligt, professionelt. Alligevel lagde Martin mærke til hendes hænder. Den måde hun trak latexen ned over den ene flamingopenis – langsomt, med pege- og langfinger, præcist og kontrolleret.

“Man skal tage sig tid,” sagde hun og holdt modellen op, så klassen kunne se. “Det er vigtigt ikke at forcere noget.”

Hun så kort på Martin, før hun fortsatte.

“Langsomt først. Så fastere.”

Ordene ramte ham hårdere, end de burde. Martin sank en klump og mærkede varmen stige op i halsen. Han nikkede, som om det bare var endnu en faglig pointe, og tog over. Pegede på tavlen. Holdt stemmen rolig, selvom han hørte den lidt på afstand.

Emma lod ham tale færdig. Rullede kondomet helt på plads, metodisk, korrekt. Da hun satte modellen fra sig, mødte hun hans blik et øjeblik.

Ikke længe. Bare længe nok.

Efter timerne var han udmattet på en måde, der ikke kun havde med arbejde at gøre.

Hjemme smed han tasken fra sig uden at tænde lyset. Stod et øjeblik i stuen og trak vejret tungt, som om kroppen havde ventet hele dagen på endelig at få lov.

Denne gang var der ingen forsigtighed.

Han forestillede sig Emma på alle fire på hans seng – nøgen, fregnerne spredt over ryggen, det brune hår løst ned over skuldrene. Han greb dildoen – den samme form som flamingopenissen fra undervisningen, men nu varm, levende i hans hånd. Hun kiggede tilbage over skulderen med det skæve smil, det lille mellemrum mellem tænderne synligt, mens hun hviskede: “Langsomt først. Så fastere.”

Han pressede spidsen mod hende, mærkede hende give efter – våd, tæt, hun stønnede lavt og skubbede bagud mod ham. Han skubbede dybere, rytmisk, hårdere. Hendes krop spændtes, hofterne bevægede sig imod ham, brysterne gyngede med hvert stød. Hun greb lagenet, stønnede hans navn hæst, bad ham om mere. Han greb hendes hofter, trak hende ind mod sig, dildoen dybt inde i hende, mens han forestillede sig at mærke hendes varme omslutte den – pulserende, stram, hendes indre muskler der trak sig sammen omkring den. Hun kom med et skarpt støn, kroppen rystende, og det trak ham med – han kom hårdt, varmen spredte sig i bølger, mens han så for sig, hvordan hun kollapsede under ham, smilede det samme smil, læberne skinnende, fregnerne glødende.

Bagefter sad han længe i stilheden. Med efterklangen. Med en fornemmelse af, at noget var blevet udløst — men ikke løst.

Tilbage på skolen dagen efter fortsatte det, som om intet var sket. Flamingopeniserne var lagt tilbage i kassen. Kondomerne næsten brugt op. Emma var den samme. Professionel. Nærværende. Stadig med den opmærksomhed, der fik hans krop til at reagere hurtigere, end han ønskede.

Sidst på ugen tikkede en besked ind i personalets fællesmail:

Der vil fredag være en justering i skemaet for udskolingen. Eleverne får fri tidligere end normalt.

Martin læste beskeden en ekstra gang, uden helt at vide hvorfor.

Da han pakkede sammen senere samme dag, stod han og Emma alene i lokalet. Hun lagde materialer på plads, han samlede papirer, der pludselig ikke længere hastede.

“Så giver det jo mening,” sagde hun og nikkede mod hans skærm. “Fredagsbaren starter også tidligere. Inden vinterferien.”

Hun så på ham. Ikke udfordrende. Bare åben.

“Kommer du?”

Martin mærkede det velkendte pres samle sig igen. Nikkede.

“Ja,” sagde han.

Hun smilede. Det samme lille smil.

Og gik.

Der var noget definitivt over stemningen på lærerværelset den fredag. Mapper blev tømt. Kaffekopper skyllet op. Små bemærkninger om vinterferie sagt lidt for tidligt.

Emma ryddede sin plads mere grundigt end ellers. Lagde sine ting i tasken, som om hun ikke forventede at komme tilbage på mandag.

“Sidste dag,” sagde hun og trak på skuldrene. “Det er lidt mærkeligt.”

Martin nikkede. Afslutninger havde altid haft den effekt på ham – som om de forskubbede grænserne en anelse.

“Jeg mangler bare det sidste til opgaven,” fortsatte hun. “Praktikrapporten. Jeg har valgt at skrive om seksualundervisningen. Uge seks.”

“Det giver god mening,” sagde han.

“Ja. Især det med, hvad der opstår i rummet,” sagde hun. “Og hvordan man håndterer det.”

Ordene blev hængende lidt for længe.

Da tiden nærmede sig fredagsbaren, stod Martin allerede med jakken i hånden. Han overvejede seriøst at gå hjem. Frygten var ikke for Emma. Den sad dybere. I ham selv. I det, han vidste, han kunne komme til at give slip på.

“Du går ikke allerede, vel?”

Han vendte sig. Emma stod bag ham med jakken over armen, klar til noget andet end skole.

“Jeg overvejede det,” sagde han.

“Det ville være ærgerligt,” sagde hun. Ikke pressende. Bare konstaterende. “Det er jo min sidste dag.”

Hun sagde ikke mere. Det var ikke nødvendigt.

Han blev.

De stod sammen senere med hvert sit glas. Talte videre, som om intet havde ændret sig. Om opgaven. Om ugen. Om hvordan seksualundervisning altid skubbede lidt til det professionelle. Det hele var stadig fagligt – men ikke længere neutralt.

Han mærkede alkoholen hurtigere, end han havde regnet med. Kroppen var allerede spændt i forvejen.

“Der er lidt tung luft herinde,” sagde hun efter et øjeblik. “Jeg tror, jeg trænger til frisk luft.”

Hun var allerede på vej, før han nåede at svare.

Han tøvede. Kun et sekund.

Og fulgte efter.

Gangene var stille. Skolen var allerede på vej ind i ferie. Lydene bag dem dæmpede sig.

De standsede uden at sige noget. Hun trak jakken tættere om sig. Han gjorde ikke.

“Det har været en god praktik,” sagde hun lavt. “Især den her uge.”

Han nikkede. Mærkede ordene lande et sted, der ikke længere var helt fagligt.

Hun så på ham. Ikke udfordrende. Ikke spørgende. Bare nærværende.

Han vidste, at han burde sige noget. Eller gå. Eller gøre det rigtige.

Han gjorde ingenting.

Og i det øjeblik vidste han, at det ikke længere handlede om at blive overtalt.

Han trådte et skridt tættere. Hun bevægede sig ikke væk. Han løftede hånden langsomt, strøg en løs lok brunt hår væk fra hendes kind – fingrene blev hængende et sekund mod hendes hud, varm og blød. Hun lukkede øjnene halvt og trak vejret dybt.

Så lænede han sig ind. Deres læber mødtes – først forsigtigt, undersøgende. Hun åbnede munden let, og han gled ind, tungespids mod tungespids, smag af vin og længsel. De gik på opdagelse, dybere, mere insisterende. Hun sukkede mod hans mund. Hænderne fandt hans jakke, trak ham tættere.

De stoppede for at trække vejret – pander mod hinanden, åndedræt tungt. Et sekund. To. Så kyssede de igen, hårdere denne gang, desperat. Hun bed let i hans underlæbe og trak sig tilbage med et lille smil.

“Kom,” sagde han hæst. “Lad os gå hjem til mig.”

De gik hurtigt. Næsten løbende de sidste meter. Døren knaldede op. Han sparkede den i bag dem.

Tøjet kom af i en feberagtig fart. Hendes jakke faldt. Hans skjorte blev revet over hovedet. Hun trak hans bælte op, knappede bukserne op med rystende fingre. Han trak hendes top af – ingen BH, som han havde vidst hele tiden. Hendes bryster var perfekte, brystvorterne allerede hårde mod den kolde luft. Han bøjede sig ned, tog den ene i munden, sugede let og hørte hende stønne højt. Hun greb hans hår, trak ham op igen og kyssede ham voldsomt, mens hun skubbede hans bukser ned.

De tumlede ind i soveværelset, snublede over tærsklen og faldt ned på sengen. Hun lå under ham et sekund, derefter vendte hun ham om og satte sig overskrævs på ham. Han lod hænderne glide op ad hendes sider, over brysterne, knugede dem let og mærkede vægten, varmen. Hun stønnede, bøjede sig ned og lod brystvorterne stryge over hans brystkasse, mens hun kyssede hans hals og bed i øreflippen.

Hun gled nedad, lod læberne følge hans mave, indtil hun nåede ham. Hun tog ham i munden – langsomt først. Tungen cirklede rundt om spidsen, som om hun smagte på noget, hun havde ventet på længe. Hun var præcis lige så god, som han havde forestillet sig: fyldige læber, der strakte sig omkring ham, varm og dyb, suget rytmisk, læberne gled op og ned, tunge mod undersiden. Øjnene halvt lukkede, men rettet mod ham hele tiden. Han mærkede presset bygge sig op hurtigt – for hurtigt. Han var lige ved at komme, stønnede lavt og greb i hendes hår.

Men hun trak sig tilbage med et blødt pop og smilede, læberne skinnende. “Ikke endnu,” hviskede hun.

Hun kravlede op igen og guidede ham ind i sig – langsomt først, så dybt. Varmen omsluttede ham helt, stram og pulserende. Han stødte langsomt, dybt og mærkede hende klemme om ham. Hun slog benene om hans hofter, trak ham tættere og hviskede hæst: “Hårdere.” Han gav efter. Stødene blev hurtigere, dybere, sengen knirkede. Hendes negle gravede sig ind i hans ryg. Hun stønnede mod hans mund, bed i hans skulder. Han mærkede hende spænde sig, kroppen ryste – hun kom med et skarpt støn, indre muskler trak sig sammen omkring ham i bølger.

Han fortsatte, dybere, mere insisterende, mens hun stadig rystede af eftervirkninger. Han mærkede presset bygge sig op igen – hurtigere denne gang. Han kom meget og intenst, dybt inde i hende, bølger af varme, der pumpede ud af ham i lange, kraftige stød, kroppen spændt i rystelser, et lavt, næsten smertefuldt støn, der rev sig løs fra hans hals.

De blev liggende, svedige, åndedrættet tungt. Hun strøg ham over ryggen og kyssede hans skulder. Det lille smil vendte tilbage – skævt, tilfreds.
Historien fortsætter under reklamen

Måske var det på tide, at han selv lavede en justering i sit skema.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

<label for="subscribe-reloaded"><input style="width:30px" type="checkbox" name="subscribe-reloaded" id="subscribe-reloaded" value="yes"> Få en mail hver gang der kommer nye kommentarer. Du kan også <a href="https://gratis-sexnoveller.dk/kommentarer/?srp=137835&srk=26a24b08a912165d6894d39611531079&sra=s&srsrc=f">abonnere</a> uden at kommentere</label>

Kommentarer (0)